Små historier fra hverdagene med corona blandt AAB Koldings beboere

AAB Kolding har opfordret sine beboere til at dele deres oplevelser fra dagene med corona - for selv om vi er hver for sig, så er sammenholdet stærkt i de almene boligforeninger. Vil du også dele dine dage med os, kan du sende dit bidrag til jegbliverinde@bovia.dk - læs om vilkårene nederst på denne side. 

Hej med jer

Vores piger, Sofie på 4 år og Alma på 1 år savner deres venner, men vi hygger om hinanden, og prøver at få det bedste ud af det.
Bl.a. går vi massere af ture (selvfølgelig i behørig afstand til andre) og forleden åbnede Sofie sin egen biograf i stuen med billetter, popcorn og disneyfilm.

Venlig hilsen Mette

Hej ved Bovia.

Vi er så heldige at bo i rækkehus, og kan derfor komme lidt ud. Vi har plantet frø til agurk, tomater, timian, dild og basillikum mm. Emeli har ligget under tæppe med iPad . Hver dag er der hjemmeundervisning. Idag skulle hun også skrive gækkebrev til kirken hvor hun går til kor.

Mvh Emeli og Maybrith

Jeg har fundet min mors opskrifter, som jeg arvede tilbage i 2005, hvor min mor døde. De har ligget på hylden sammen med mine øvrige kogebøger i mange år, uden at jeg rigtig har fået kigget i dem. Det er vildt hyggeligt, for jeg er fra en tid, hvor vi sjældent fik slik ud over til jul. Til gengæld fik vi hjemmelavet kage hver søndag! Pludselig mindes jeg kager, som jeg ikke har smagt siden jeg var barn! Måske skulle jeg bage en af dagene, nu hvor jeg også har fået gjort min hårdt tiltrængte ovn ren i dag. Sjovt at der også lige var en opskrift på en Koldinghuskage!

Mange hilsner fra
Betty 

Vi "gjorde" en cheesecake som vi delte med søster Rete på modsatte side gangen. En rigtig corona-levering: en tallerken på måtten, et ting på klokken og tre skridt tilbage. God påske.

Johannes 

Når solen skinner, flytter jeg ud på svalegangen med mit strikketøj og min kaffe. Jeg får både den gode sol og kan sige hej til dem der går forbi.

Min gode nabo slutter sig til i den anden ende af svalegangen og snakken gå lystigt. Hilsen Kate 

Hej Bovia og AaB.

Eftersom jeg er en af de sundhedsfaglige der har arbejdet under hele covid19, har jeg ikke bevæget mig særlig meget ud når jeg har haft fri. Har handlet tidlig om morgenen eller sent om aftenen, for ikke at bringe smitte ud til mine beboere.  Har derfor fået ordnet mine havekrukker og have en sød kollega der havde smukke grene med til mig, som nu pynter i mine vaser. Samme grene som vi har pyntet op med på det Bo- og levested hvor jeg arbejder 🐣🐥☀️

Ønsker jer alle en god og solrig påske.

Helle

Jeg får en ny ven hjem om et par dage. Lille Nellie kommer og skal bo sammen med mig. Jeg har været godt igang med selv at lave hendes bur ud af en opbevaringsboks, og hendes nye hjem er nu færdig og klar til at byde hende velkommen!

Det bliver ikke bare en ven til selskab fra Corona fordi man er alene, men også en ven som skal blive her og selv blive holdt med selskab!

Så ja, det er hvad jeg bruger min tid på indendøre her i Coronatiden; har forberedt mig utrolig meget til at Nellies hjem bliver klar til at hun kommer og generelt, at alt er klar. 

Mvh
Emilie 

Kære Bovia,

Her ses billeder fra min stue, som er mit yndlingssted i huset. I Corona tiden har fokus været på at have det pænt og rart herhjemme.

Der er blevet købt blomster, påskekyllinger i filt og et lækkert påskeæg fra Xocolatl, som jo er fra Christiansfeld. På den måde er der også lidt lokal støtte i nydelserne.

Engang imellem nippes der til lidt portvin eller måske en øl - Hr. Skovs Lyng Øl er favorit.

Udover skønhed og nydelse har der også været god tid til fordybelse hjemme hos mig, og Thomas Manns “Huset Buddenbrook” er en fantastisk klassiker, som tåler flere genlæsninger.

Kis

Hej
Jeg skriver fra min datters mail, da jeg ingen har selv.

Jeg hedder Eliza Draiby. Jeg er 79 år.

I mit “normale” liv er jeg, alderen taget i betragtning, meget igang. Jeg et frivillig i torsdagscafeen i Brændkjærkirken. Jeg er besøgsven og jeg besøger venner, familie og naboer. Alt dette er “lukket ned” nu.

Fra dag 1, har jeg sluttet en lille ring med min ældste datter og vi mødes hver dag kl 14. Vi planlægger til hver dag en længere gåtur, enten i nærområdet eller længere væk da vi heldigvis har bil. Vi har denne måned, på en helt anden måde set foråret komme.. Talt meget mere end vi plejer. Om de ting vi ser, om livet og hinanden og selvfølgelig også Corona. Det har og er SÅ godt for mig og også for min datter. Vi misser ikke et pressemøde og får talt om de ting der bliver sagt og gjort for os.

Håber inderligt at vi snart er ude på den anden side og alt kan blive som det var igen .

Billedet af mig er taget I dag på Troldhedestien. En skøn og lang tur i solskin.

Håber i alle på kontoret passer på jer selv og hinanden.
Mange hilsner fra Eliza 😊


Del din dag med os og vind et gavekort på 250 kr. 

AAB Kolding vil gerne inspirere og understøtte fællesskabet og har derfor udskrevet en konkurrence for alle beboere i AAB Kolding – Del et glimt fra dine dage indendørs, så deltager du i lodtrækningen om et gavekort på 250 kr. til enten restauranten Den Gyldne Hane eller delikatessebutikken Osten. Du kan tage et billede, lave en kort beskrivelse, sende et lille videoklip eller skrive et godt gammeldagsbrev til os, hvor du skriver, hvordan du får dagene til at gå på en god måde, mens du venter på, at verden åbner sig igen.

Send dit bidrag til jegbliverinde@bovia.dk eller lægge det i vores postkasse på Engstien 2, Kolding.

Alle er velkomne til at sende et bidrag, men lodtrækningen om gavekort er kun for beboere i AAB Kolding. Ansatte i Bovia og AAB Kolding samt deres familier ikke deltage.

Vinderne findes næste gang den 10. maj 2020 og får direkte besked efterfølgende.

Vi forbeholder os ret til at offentliggøre indsendte materialer. Det kan eksempelvis ske på Bovias hjemmeside eller i Bovia Magasinet.

Vi glæder os til dit bidrag

På vegne af hovedbestyrelsen i AAB Kolding
/ Bovia

 

Tillad cookies fra dette site

Vi bruger cookies til at indsamle oplysninger om din færden på websitet

Du kan til enhver tid slette gemte cookies i din browsers avancerede indstillinger

Afvis cookies Tillad kun funktionelle cookies Tillad alle cookies